Musikgeil

Junkyard Productions
My Yard Is A Junkyard
Date: September 06

Sprød lo-fi dub og organiske reggae-toner i stor stil på længe ventet debut.

'Så kom ålborgensiske Junkyard Productions endelig på banen med en fuldlængdes dub-spækket debut. Det lettere spraglede dub-orkester har tidligere leveret stemningsmættede kvalitets-koncerter rundt omkring i landet, og ikke mindst været at finde på Studenterhuset i Aalborg ved flere lejligheder.

Grundpillerne i Junkyard Productions består af samspillet mellem Pops Jabu og Ena Egelunds vokalbidrag, der folder sig ud i Rasmus Allins lo-fi dub-univers, hvor melankolske melodikaer, groovy bass-linjer, samt en overflod af tape delays og støvede off-beat guitar-stykker sætter dagsordenen. Formularen er ikke ukendt, men har alligevel sit eget personlige præg i form af de karakteristiske vokaler, og den intime musikalske verden bandet formår at fremmane.

Størstedelen af pladens skæringer er vellykkede melodiske kompositioner, der gør brug af alle de traditionelle værktøjer og lægger en fin bund for de to vokaler. Vokalerne komplimenterer hinanden glimrende med Pops Jabus gale og grove caribiske dialekt i den ene ende, og Ena Egelunds finfølte og feminine soulvokal i den anden. Dog er Pops Jabu den klare stjerne på My Yard is a Junkyard , og leverer indfølt og varieret toasting i stor stil, hvorimod Egelund, på trods af en flot og forførende vokal, ofte fremstår en smule for indøvet og pæn ved siden af Pops Jabus gale vokale udskejelser. Et mere afbalanceret modspil havde afgjort være velkomment herfra, og potentialet er der utvivlsomt, hvilket også kommer til udtryk på numre som "Slippery Slope" , der udover at være et af skivens bedste øjeblikke, også byder på noget af Egelunds mest nuancerede og interessante vokalarbejde.

Produktionen er bestemt også værd at nævne, hvilket den nær-instrumentale ” Wo Woi ”, er med til at understrege. Her tilføjes et yderst velkomment strejf af horn til et organisk mix af legende guitar-stykker, dyb bas og et væld af dubbede effekter, før Pops Jabus messende vokal bryder ind og understreger skæringens meditative kvaliteter.

Med en fornem fornemmelse for dub og reggae-traditionerne, indfrier My Yard is a Junkyard bestemt de opbyggede forventninger til den længe ventede debut, og byder på et forfriskende og indholdsrigt musikalsk univers til de tider hvor hjernen, kroppen og ikke mindst ørene har behov for at slippe væk fra den fysiske verden.

(7 af 10)

Labels